Da en vandskade for fire år siden blotlagde store problemer i Anne og Richards hus på Amager, kunne de enten vælge at flygte eller tage fat. Det blev starten på den bæredygtige renovering, som måske nok har trukket tænder og timer ud, men som de ikke har fortrudt en eneste gang. I dag bor de nemlig i det sunde og bæredygtige hus, de drømte om.
Egentlig flyttede Anne og Richard i 2015 ind i haveforeningen Hf. Uganda på Amager med følelsen af at have købt det perfekte hus med god plads og en dejlig have. Det, der skulle danne rammerne om deres familie mange år frem i tiden. Og det kom derfor mildest talt som et chok, da de to år senere – med tre børn og en baby på armen – ufrivilligt var landet i deres livs største boligprojekt.
»Vi var væk i 14 dage midt i en ualmindeligt kold vinter. Og da vi kom hjem, var et vandrør sprunget«, fortæller Anne Andersson.
For havde der bare været tale om et sprunget vandrør, havde de seneste år nok set noget anderledes ud. Men da de først åbnede op, ja, så viste det sig, at huset gemte på langt større problemer. Der var fugt i krybegangen under gulvet, råd i facaden, ligesom isoleringen flere steder var spist op af mus. Og da en byggesagkyndig fik syn for sagen, var meldingen klar: »I bliver nødt til at flytte ud«.
»Det var en kæmpe krise. Vi er begge musikere og har derfor ikke ligefrem en steady indkomst. Men vi var fast besluttet på, at det her var og skulle være vores hus. Og så måtte vi jo finde en måde at få det til at lykkes på«, siger hun.
Ved hjælp af en ejerskifteforsikring, en pulje forsikringspenge og lån fra både bank og familie startede renovationen. Og i september – efter fire års renovation og hjælp fra familien i form af økonomi og arbejdskraft – kunne Anne, Richard og deres fire børn endelig flytte ind i deres hus.
Vi er taget til ydre Amager for at snakke med ægteparret om evighedsprojektet, der rent faktisk fik en ende, og hvordan et valg om at bygge bæredygtigt blev deres rettesnor i mørket. Et valg, der måske nok har krævet nogle omveje, men som i dag »giver så meget mere mening«, fortæller de.
Når det kommer til vores boliger, er der nemlig et væld af muligheder for at optimere på bæredygtig vis, lyder det fra eksperter – så man på én og samme tid kan reducere CO2-udledningen, forbedre sit indeklima og spare penge.
I huset på Amager dufter der af træ og linolie, fra man træder ind i entreen. På væggene hænger kunst, børnefotos, nips og tegninger. Der står nyplukket blomsterkarse og bladbeder på køkkenbordet, og i familiens fælles kontor-og-øvelokale er der tegnegrej, strikketøj og instrumenter en masse.
Det er nu knapt 20 år siden, at Anne og Richard kom til at sidde ved siden af hinanden til en fest på Kolding Musikskole. I dag er de begge professionelle jazzmusikere – Richard turnerer som kontrabassist og underviser på konservatoriet, Anne er komponist og trompetist i diverse ensembler – og sammen har de boet i både Odense, New York, i Island og, ja, på Amager.
»Man har måske en forestilling om, at man bruger størstedelen af sin tid på at spille sit instrument, når man er musiker. Men i virkeligheden er man nok 10 procent flyttemand, 10 procent musikant og 80 procent kontorarbejder, fordi der ligger så meget tid i at booke og søge legater«, siger Anne smilende, mens tonerne af Brad Mehldaus ‘I Didn’t Know What Time’ flyder ud af højtalerne.
»Det er med andre ord rigtig vigtigt for os, at det er rart at være herhjemme«, siger hun.
»Og for os er det helt afgørende at der er gode, sunde materialer omkring os«.
Richard har været blind, siden han som 14-årig eksperimenterede med en hjemmelavet fyrværkeribombe, og selve »indeklimaet, følelsen og stifligheden« har derfor en særlig betydning.
Han tager fat om egetræskanterne på det spisebord, de har lavet ud af en restbordplade fra DBA og lader foden køre hen over husets lergulv, der ligger som en smukt mamoreret overflade i gråbrunlige nuancer fra entreen og ind i køkken-alrummet.
»Jeg nyder at kunne føle, hvor organisk det er. Man kan mærke årerne under bordet. Gulvet er ikke helt jævnt – let bulet et sted, glat et andet. Og det er ret tilfredsstillende, synes jeg«, siger han og pauser.
»Det er jo lidt en kliché, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Men jeg begyndte først at spille musik, efter jeg blev blind. Var jeg ikke begyndt at spille musik, havde jeg aldrig mødt Anne. Og havde jeg ikke mødt Anne, havde vi aldrig fået vore fire dejlige børn«, siger han og tilføjer, at det samme på sin vis gør sig gældende for vandskaden.
Havde det ikke været for den, stod de ikke i deres drømmehus den dag i dag.
Læs mere om Anne og Richards bæredygtige renoveringsprojekt på Politikens hjemmeside her.
På en villavej i Hvidovre har familien Villadsen og Sørensen givet deres hus fra 1930’erne et tidssvarende ansigtsløft og samtidig energioptimeret.
