Et årligt fribeløb
Det fungerer sådan, at SKAT fastsætter et årligt fribeløb, som er de penge, du må tjene ved siden af SU’en uden frygt for at skulle betale noget tilbage.
Fribeløbet fastsættes ud fra, om det er en ungdoms- eller en universitetsuddannelse, og hvor mange måneder af året, du vil modtage SU. Fribeløbet er før skat, men efter arbejdsmarkedsbidraget.
For langt de fleste vil den laveste sats være den, der er gældende. Det er nemlig den kasse, man ryger i, hvis man er studerende uden børn og ingen særlige lån eller lignende.
I 2021 er det månedlige fribeløb på en videregående uddannelse 13.711 kr., mens det på en ungdomsuddannelse hedder 9.069 kr.
Det vil sige, at hvis du fx lige er startet på universitet og er flyttet hjemmefra, må du som udgangspunkt tjene 13.711 kr. pr. måned før skat ved siden af din SU, uden at skulle punge ud, når året er omme. Det giver et årligt fribeløb på 164.532 kr. før skat. Tjener du mere end det, skal forskellen mellem din årsløn og dit fribeløb betales tilbage til SKAT. Har du et endnu mere indbringende job og får fx 14.000 om måneden før skat, men efter arbejdsmarkedsbidrag, har du en årlig indkomst på 168.000 kr. og forskellen mellem dén løn og fribeløbet på de 164.532 kr. er 3.468 kr., som altså skal betales tilbage, når året er omme.
Det år, du bliver færdig
En ny udfordring kommer det år, hvor du bliver færdig med din uddannelse og derfor stopper med at være berettiget til SU halvvejs gennem året.
I sådan et tilfælde er du kun indskrevet på en uddannelse og berettiget til SU i årets første 7 måneder, hvor satsen stadig hedder 13.711 kr. (2021-sats) hver måned.
Men da fribeløbet beregnes for et helt år, er der en anden sats for de resterende 5 måneder. I de måneder, du ikke er under uddannelse, må du tjene 38.664 kr. pr. måned (2021-sats).
Det giver et fribeløb på 289.297 kr. for hele det år, hvor du afslutter din uddannelse, som du altså må tjene uden at skulle betale noget tilbage.
Andre undtagelser
Har du børn under 18 år, er der flere regler. For hvert barn kan du nemlig smide 29.053 kr. (2021-sats) oven i fribeløbet hvert år.
I det seneste eksempel, hvor uddannelsen afsluttes midt på året, vil en forælder med to børn altså have et fribeløb på 347.403 kr. om året.
I måneder, hvor du enten har fravalgt SU, eller hvor du er i lønnet praktik, må du tjene 20.088 kr. hver måned. Det betyder, at måneder, hvor der er mulighed for at tjene en ekstra god løn på studiejobbet, kan det nogle gange svare sig at fravælge sin SU i de måneder, da fribeløbet så bliver højere og risikoen for at skulle betale SU tilbage bliver mindre.
Så lidt forsimplet kan det opsættes således (2021-satser):
Fribeløb pr. måned på ungdomsuddannelse: 9.069 kr.
Fribeløb pr. måned på videregående uddannelse: 13.711 kr.
Fribeløb pr. måned du fravælger SU eller er i lønnet praktik: 20.088 kr.
Fribeløb pr. måned du ikke er berettiget til SU: 38.664 kr.