Er bæredygtig investering stadig en god investering?
Er bæredygtige investeringer stadig relevante og attraktive, eller får verdenssituationen og det store fokus på sikkerhed og forsvar lande og virksomheder til at prioritere anderledes ift. den grønne omstilling?

Den globale dagsorden har ændret sig markant. Sikkerhedspolitik og geopolitik fylder mere, og vi ser en stigende prioritering af forsvar og energiuafhængighed. Siden invasionen af Ukraine er europæisk sikkerhed rykket helt op på den politiske dagsorden, og den øgede usikkerhed har fået EU’s medlemslande til at tage et større ansvar for egen sikkerhed gennem markante investeringer i forsvaret. I den forbindelse har Sparinvest, som en del af Nykreditkoncernen, netop lanceret en ny indeksfond med fokus udelukkende på europæiske forsvarsselskaber – læs mere her.
Fonden er en del af Sparinvests univers af passivt forvaltede fonde, og afspejler den øgede interesse for strategiske investeringer inden for forsvarsområdet. Det betyder dog ikke, at investeringer i den grønne omstilling og vedvarende energi er blevet mindre relevante, lyder det fra Rune Riisbjerg Thomsen, head of Sustainability & Stewardship i Nykredit Asset Management – faktisk spiller det nu en endnu større rolle i det strategiske og energipolitiske landskab.
”Med Trump tilbage som USA’s præsident har landet trukket sig ud af Paris-aftalen, satset på øget olie- og gasboring og bremset udviklingen af havvindmøller. Det står i skarp kontrast til Europas kurs, hvor grøn omstilling og vedvarende energi i stigende grad prioriteres som nøgleelementer i klima- og energipolitikken. Med en fortsat aggressiv linje fra Rusland er energipolitik i høj grad blevet en del af sikkerhedspolitikken, og den grønne omstilling handler således ikke længere kun om klima – det handler også om stabilitet, forsyningssikkerhed og uafhængighed fra eksempelvis russisk gas”, siger Rune Riisbjerg Thomsen.
Globalt fokus på at sikre egen energiforsyning
Globalt, men især også i Europa, har energikriser og den geopolitiske udvikling sat fokus på at sikre egen energiproduktion.
”Vedvarende energi er et centralt redskab i den sammenhæng. Vi ser i øjeblikket, at mange lande forbedrer deres rammevilkår for investeringer i vedvarende energi, en udvikling som særligt har taget fart det seneste år. Eksempelvis EU’s ”Fit for 55-pakke” som indeholder øgede mål for vedvarende energi, samt investeringstilskud til grøn energiinfrastruktur. Hvis Europa skal forblive konkurrencedygtig – teknologisk og økonomisk – er det nødvendigt at følge med i udviklingen”, siger Rune Riisbjerg Thomsen.
Kina har længe været førende inden for solcelleproduktion og batteriteknologi, og de fortsætter med at investere massivt i disse områder. Hvis ikke Europa agerer hurtigt, risikerer vi at miste både viden, markedsandele og indflydelse. Det står således klart, at fokus på investeringer i vedvarende energi ikke er mindsket - men tværtimod forstærket som en central del af både den grønne omstilling og den strategiske energipolitik.
Langsigtet engagement i den grønne omstilling
Nykredit har ikke ændret strategi - investeringer i vedvarende energi er fortsat en vigtig del af koncernens infrastrukturportefølje.
”Investeringerne i vedvarende energi vurderes side om side med andre investeringer, og skal kunne levere konkurrencedygtige afkast. Samtidig oplever vi, at både vores kunder og de eksterne forvaltere vi udpeger indenfor infrastrukturinvesteringer er blevet mere selektive. Der er fortsat stor interesse for investeringer i vedvarende energi, men der er kommet øget opmærksomhed på, at ikke alle projekter er lige attraktive, og en skærpet opmærksomhed omkring udvælgelsen af projekter og de partnere, der indgår”, siger Rune Riisbjerg Thomsen.
Tidligere solgte producenter primært deres strøm til en af staten fastsat pris, hvor vi i dag ser, at det i høj grad er private aktører som datacentre, industrivirksomheder og multinationale koncerner, der efterspørger langsigtede aftaler på grøn strøm. Det kan også være med til at åbne nye muligheder og markeder.
Bæredygtig investering i Nykredit
Nykredit tilbyder fonde, der investerer i infrastruktur – typisk langsigtede og illikvide alternative aktiver. Det kan for eksempel være investeringer i vedvarende energi og andre fysiske anlæg, som udgør en vigtig del af samfundets infrastruktur.
”Formålet med disse investeringer er at skabe en stabil og langsigtet eksponering, som både kan levere attraktive finansielle afkast og bidrage til den grønne omstilling. På den måde kombinerer afdelingen solide investeringsmuligheder med et klart bæredygtighedsfokus, hvilket gør infrastrukturområdet til en central del af Nykredits portefølje for fremtidens investeringer. Derudover har Nykredit udbudt en fond i samarbejde med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) med fokus på vedvarende energi.”, siger Rune Riisbjerg Thomsen.
Inden for både børsnoterede aktier og virksomhedsobligationer udbyder Nykredit også indeksfonde, der følger et Paris-Aligned Benchmark. Det betyder, at fondene er tilpasset målsætningerne i Paris-aftalen og investerer med en ambition om at reducere klimarisici og understøtte den grønne omstilling.
”Disse indeksfonde sikrer en relativt højere eksponering mod grønne teknologier og løsninger, mens investeringer i fossile og klimaskadelige aktiviteter begrænses markant. De er således et attraktivt valg for investorer, der ønsker en passiv og omkostningseffektiv investeringsstrategi, samtidig med, at de bidrager til en mere bæredygtig fremtid”, siger Rune Riisbjerg Thomsen.
Nykredit tilbyder også fonden Grønne Obligationer, som primært investerer i grønne erhvervsobligationer, realkreditobligationer og statsobligationer.
Performance god – men under forventning
Performance i vedvarende energi de seneste år har været god - men også under forventning, lyder det fra Rune Riisbjerg Thomsen.
”Stigende renter, højere omkostninger til opførsel og drift samt leveranceproblemer fra COVID-årene har haft betydning i form af bl.a. forsinkede projekter og ændrede budgetter. Men som behovet for elektrificering stiger, bliver vedvarende energi en stadig vigtigere investering på lang sigt. Vi ser desuden i dag en mere integreret tilgang til projekter i den vedvarende energisektor. Det handler ikke længere kun om at bygge en solcellepark – det handler om at tænke hele energisystemet med, fx ved at kombinere det med batterilagring, og dermed skabe mere robuste projekter og et mere stabilt afkast”, siger Rune Riisbjerg Thomsen.
Investeringer i vedvarende energi er altså på trods af – eller måske netop på grund af – den globale sikkerhedssituation fortsat relevante og attraktive. Investeringerne er grundigt vurderede, og kombinerer solide afkast med bidrag til samfundets behov. Den grønne omstilling er således ikke sat på pause - men den er blevet mere strategisk og endnu mere nødvendig.
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.
Relaterede Artikler

Er din portefølje sommerklar?

Uro i Mellemøsten: Risiko for negativt aftryk på den globale vækst
