F-kort-renten falder – men rentetillægget stiger for mange
Fra den 1. juli 2025 får mange boligejere med F-kort-lån glæde af en lavere rente. Men samtidig stiger rentetillægget for flere kunder.

Det betyder, at den samlede besparelse bliver mindre, end det måske ser ud til ved første øjekast. Her får du overblik over, hvad der sker - og hvordan det kan påvirke din boligøkonomi.
Kort fortalt
Fra 1. juli falder den såkaldte CITA6-rente til ca. 1,6718 %
Mange kunder får dog samtidig et nyt højere rentetillæg på 0,60 % eller 0,61 %
Det betyder, at den samlede rente ikke falder lige så meget, som mange måske forventer.
Hvis du har fået refinansieret dit F-kort lån, vil det fremgå af dit dokument i e-Boks den 30. juni 2025, hvor du også kan se din nye månedlige ydelse.
Hvad betyder det for mig?
Har du et F-kort-lån, vil din rente falde fra 1. juli – og det kan sænke dine månedlige udgifter. Hvis du har fået refinansieret dit F-kort-lån pr. 1. juli 2025, vil .
F-kort-renten består af to dele:
- CITA6-rente, der justeres hvert halve år og følger markedsrenten. Den ligger aktuelt på ca. 1,6718 %
- Rentetillægget på den bagvedliggende obligation.
CITA6-renten samt rentetillægget udgør den samlede rente og tilfalder investoren – og ikke realkreditinstituttet.
Hvorfor stiger rentetillægget?
Et F-kort-lån skal refinansieres ca. hvert tredje år, når den bagvedliggende obligation udløber og skal udskiftes. Den nye obligation får et nyt rentetillæg.
Rentetillægget fastsættes ved åbning af obligationen. I forbindelse med refinansiering sker fastsættelsen af tillægget ved afholdelse af en auktion, hvor investorerne byder på tillægget. Deres bud vil afhænge af de aktuelle markedsforhold og det aktuelle renteniveau.
Når rentetillægget ændrer sig, er det således et udtryk for ændringer i rentemarkedets vurdering af de aktuelle markedsforhold.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor falder min rente, men min ydelse næsten ikke?
Fordi dit rentetillæg er steget, og det udligner en del af besparelsen fra den lavere rente.
Hvad er rentetillægget, og hvorfor stiger det?
Rentetillægget afspejler de markedsvilkår og risici, der er forbundet med de bagvedliggende obligationer. Når obligationerne refinansieres, fastsættes tillægget gennem en auktion, hvor investorer kommer med deres bud baseret på aktuelle markedsforhold. Dette bidrager til at sikre, at rentetillægget er markedsbestemt, og afspejler den reelle pris for at stille kapital til rådighed. Når rentetillægget ændrer sig, er det således et udtryk for ændringer i rentemarkedets vurdering af de aktuelle markedsforhold.
Kan jeg selv vælge rentetillæg?
Nej, rentetillægget afhænger af den bagvedliggende obligation. Hver obligation har et rentetillæg, der er fastsat i forbindelse med obligationsåbning. Der findes derfor ikke én rente på F-kort, men en række forskellige renter.
Hvor kan jeg se mit nye rentetillæg?
Hvis du har fået refinansieret dit F-kort-lån vil det fremgå af dit dokument i e-Boks den 30. juni 2025, hvor du også kan se din nye månedlige ydelse.
Hvad er Nykredits forventninger fremover?
Vores økonomer forventer yderligere to rentenedsættelser fra ECB i 2. halvår af 2025. Hvis det sker, kan F-kort-renten fra 1. januar 2026 lande omkring 1,8 %, inkl. forventet rentetillæg på 0,5 % – men det kan også blive det sidste rentefald i denne omgang.
Renteprognose
Renteprognosen er vores bedste bud på, hvilken vej renten er på vej hen. En prognose er i sagens natur meget usikker, og den er baseret på de økonomiske nøgletal, der er tilgængelig, og vurderinger af vekselvirkninger mellem udviklingen i samfundsøkonomien, inflation og finansielle markeder.
Er du i tvivl om, hvad det betyder for dig? Tag fat i din rådgiver – vi hjælper dig gerne med at få overblik over dine muligheder.
Sådan beregnes renten på et F-kort-lån
Når renten fastsættes, sker det i tre trin:
- Realkreditinstitutterne modtager den aktuelle CITA6-rente* fra DFBF fire bankdage før næste renteperiode – typisk sidst i juni og december.
- Rentetillægget fastsættes ved åbning af obligationen. I forbindelse med refinansiering – ca. hvert 3. år - sker fastsættelsen af tillægget ved afholdelse af en auktion, hvor investorerne byder på tillægget. Deres bud vil afhænge af de aktuelle markedsforhold og det aktuelle renteniveau.
- Til sidst omregnes med pengemarkedskonventionen, som sikrer en ensartet beregning af rente og afkast – uanset skudår, helligdage mv.
Eksempel på rentefastsættelse for 2. halvår 2025:
- CITA6: 1,6718 %** (før omregning)
- Rentetillæg: 0,60 %
- Formel: 1,6718 + 0,60 x (365/360) = 2,3034% (afrundet)
Det giver dig den rente, du som boligejer betaler de næste seks måneder – og som investorerne modtager. Herudover betaler du bidragssats.
*CITA6 modtages fra DFBF (Danske Finansielle Benchmark Administrator) fire bankdage før en ny renteperiode begynder, dvs. fjerdesidste bankdag i juni og december.
**CITA6-renten pr. 25.06.2025
Relaterede Artikler

Folkepensionsalderen hæves til 70 år – 81.000 må vente yderligere et år på det forhøjede pensionsfradrag

Hvor ligger din bolig? Det kan have betydning for din pensionsopsparing
