Renten på indefrysningslån er fastsat til 3,54% for 2025
Mange boligejere har draget fordel af rentefrit indefrysningslån hos kommunen, og det fortsætter indtil videre. Fremover vil der dog påløbe renter på gæld, der stiftes efter 1. januar 2024.
Håndtering af indefrysningslån er flyttet fra kommunerne til staten, som har fastsat renten til 3,54% for de nye indefrysningslån. Alle boligejere er automatisk tilmeldt ordningen, og skal således aktivt framelde sig ordningen for at undgå rentetilskrivning.
Indefrysningslån frem til 2024 bliver indtil videre i kommunerne og er fortsat rentefri. Først når alle boligejere har modtaget deres endelige 2020-vurdering, kan man opgøre den indefrosne boligskat for 2021 til 2023 korrekt, og først når staten har overtaget de mange indefrysningslån for perioden 2018-2023 fra kommunerne, begynder der at løbe renter på den gæld, der er oparbejdet i kommunen indtil 2024.
Hvor stort er mit eventuelle indefrysningslån hos kommunen?
Kommunale indefrysningslån til og med 2023 kan du finde oplysninger om og evt. indfri via borger.dk. Indefrosset boligskattegæld skal senest indfries, når du sælger din bolig.
Hvordan undgår jeg at skulle betale renter på indefrysningslån?
Den forventede indefrysning for 2024 (grundskyld og ejendomsværdiskat) er oplyst på forskudsopgørelsen.
Du skal være opmærksom på, at du som boligejer automatisk er tilmeldt ordningen, og aktivt skal framelde dig på din forskudsopgørelse inden 31. december 2024. Renten tilskrives først, når lånet stiftes i 2025.
Hvad er renten?
I 2025 er renten 3,54 % p.a. Renten er ikke fradragsberettiget, dvs. den kan ikke fratrækkes som andre renteudgifter i din skatteopgørelse, men når renten tilskrives - hvilket sker hver måned - gives et rentenedslag.
Det betyder, at renten er 3,54 % minus 25 % = 2,66 %.
Sådan til- eller framelder du dig indefrysningsordningen
- Log ind på forskudsopgørelsen for 2024 (skat.dk)
- Find “Eksisterende ejendomme og grunde” og vælg ejendommen
- Vælg “Vælg eller fravælg indefrysningslån til betaling af stigninger i din boligskat”
- Vælg “Ja” eller “Nej” og tryk “Registrer”
- Tryk “Beregn” og derefter “Godkend”
Hvis du efter årsskiftet ønsker at indfri et indefrysningslån for 2024 – helt eller delvist – kan du gøre det på skat.dk