Fem tips til at øge værdien af din bolig
Går du i salgstanker? Vi har samlet fem tips til, hvad du kan gøre for at øge din boligs værdi – og hvad du måske ikke skal gøre. Vidste du fx, at det sjældent øger din boligs værdi at investere i et nyt køkken?
Uanset om du går i salgstanker eller ej, er du måske nysgerrig efter at vide, hvad din bolig er værd, hvis den blev sat til salg nu? Det kan du hurtigt blive klogere på ved at prøve Boligprisberegneren (nybolig.dk).
Hvis du ønsker at øge din boligs salgsværdi, er der en række ting, du kan gøre. Selvom du måske ikke går i salgstanker lige nu, bør du altid have med i dine overvejelser, om de ting, du gør eller ikke gør ved din bolig, øger værdien af den – eller om der er måder at gøre det på, som i højere grad øger værdien af boligen, end andre.
1. Det vigtige førstehåndsindtryk
Boligkøbere danner sig lynhurtigt et indtryk af boligens overordnede stand, og du bør derfor sørge for, at de får det bedst mulige førstehåndsindtryk af din bolig. Hvis fx malingen på vinduerne og hoveddøren skaller af, giver det indtryk af en bolig, der ikke er vedligeholdt – og det er en dårlig start.
Det er derfor en god idé at give boligens ydre et eftersyn. Rengør træværket og giv det maling og træbeskyttelse, hvis det trænger. Giv plankeværket et lag frisk maling - og sørg for, at der ikke er løse fliser på terrassen, eller at det drypper fra tagrenderne.
Indenfor gælder samme princip. Reparer ridsede paneler, lap huller i væggene og spænd løse dørhåndtag. Hvis paneler, karme og vægge trænger til ny maling, bør du gå efter lyse, neutrale farver.
2. Gør det selv – men kun hvis du ved, hvad du gør
Småopgaver som at fikse en dryppende vandhane eller et løbende toilet kan mange klare selv. Det er imidlertid vigtigt, at alle reparationer og renoveringer er udført håndværksmæssigt korrekt.
Dårligt udførte gør-det-selv-projekter øger ikke prisen på din bolig, når du skal sælge, men kan derimod påføre kommende ejere en irriterende udgift. Er du ikke den fødte gør det selv-type, kan det derfor ofte bedre betale sig at få en håndværker til at udføre reparationer og renoveringer.
3. Smag og behag
Det, der er dit drømmekøkken, falder ikke nødvendigvis i en kommende købers smag. Et nyt køkken kan måske virke som en nem og effektiv genvej til at gøre et godt indtryk på kommende købere og øge boligens værdi - men mange købere foretrækker selv at indrette og designe deres drømmekøkken.
Et nyt køkken vil derfor ikke nødvendigvis trække prisen på din bolig op. Til gengæld er det en god idé at rengøre alle overflader og oliere bordpladen, så køkken fremstår pænt og indbydende, når huset vises frem.
4. Klimasikring øger værdien
Som følge af klimaforandringerne er klimasikring blevet en stadig mere væsentlig faktor for boligkøbere.
Der er flere måder at klimasikre sit hjem på – fx omfangsdræn, en faskine eller en grundvandspumpe, til at lede vand væk fra boligen. Ikke alene fremtidssikrer det din bolig og beskytter den mod skader – det øger også boligens værdi.
5. Energimærket – en vigtig faktor i salgsprocessen
Energimærket fungerer som et ”stempel” på din bolig, der viser, hvor energieffektiv den er, og hvilke forbedringer, der kan foretages for at spare energi og penge. Da stadig flere boligkøbere lægger vægt på boligens klimaaftryk og energiforbrug, er energimærket blevet en vigtig faktor i salgsprocessen. Et godt energimærke kan ikke blot reducere de månedlige udgifter – det kan også øge boligens markedsværdi.
Prøv vores Energiberegner, og se, hvordan du kan energiforbedre din bolig - og hvor meget du kan spare ved at gøre det.