Har du styr på din finansielle strategi?
Få vores råd til, hvad du skal have med i din finansielle strategi, så du får den robusthed, du gerne vil have.
Som landbruger lever du med en lang række risici, du ikke selv kan gøre noget ved. Det kan være vejret, kornpriser eller ændringer i tilskudsordningerne. Men der er én ting, du kan gøre noget ved, og det er din økonomi. Det er vigtigt at have en finansiel strategi og vide, hvad det får af betydning, hvis renten ændrer sig med en, to eller tre procent.
Du skal have lagt en strategi, der passer til dit behov og temperament, og der er ingen rigtige eller forkerte valg. Men det er vigtigt, at du kender konsekvensen, når du træffer dine valg.
Her får du vores råd til, hvad du skal overveje, når du går i gang med at lægge en finansiel strategi.
Hvor robust skal din låneportefølje være?
Det er meget individuelt, hvad der skal til for at kunne sove godt om natten. De fleste har det bedst med en vis robusthed i låneporteføljen, så den kan klare lidt stormvejr. For det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at ingen kan spå om fremtiden eller om renteudviklingen.
Derfor skal du overveje fordelingen mellem fast og variabel rente. Jo mere fast rente, jo større robusthed og sikkerhed. Samtidig skal du overveje, hvad du forbinder med ”fast rente” – er det 5,10, 20 eller 30 år?
Der er mange lånetyper på hylderne, og det kan være en fordel at sammensætte porteføljen af flere forskellige lånetyper. Vurder også, hvilken fordeling der passer bedst til dig af fx banklån og realkredit.
Er dine refinansieringer spredt?
Går du efter en stor robusthed og mindre risiko, kan du sprede dine refinansieringer ud over forskellige tidspunkter. Spredningen gør, at du ikke bliver ramt lige så hårdt, hvis du skal refinansiere på et tidspunkt, hvor renten er høj. Er dine refinansieringer spredt, vil kun en mindre del af din portefølje blive påvirket, og der er en sandsynlighed for, at markedet har ændret sig igen, inden du når til næste refinansiering.
Få styr på din likviditet
Skab et godt overblik over din likviditet ved fx at se på, om du har den rigtige løbetid på dine lån, og hvilke muligheder du har, når en eventuel afdragsfrihed udløber. Det er også her, du kan se på muligheder for tillægslån.
Vil du vide, hvilke konsekvenser renteændringer kan få på netop din finansiering, er du altid velkommen til at kontakte os og få vores vurdering og beregninger på alternative finansieringsmodeller.