Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Video Privatøkonomi | 4 min

Årsopgørelsen 2023 – det skal du være opmærksom på

Fra den 11. marts kan du logge ind på skat.dk og se din årsopgørelse for 2023. Nykredits formueekspert, Jeanette Kølbek, fortæller her, hvad du bør være særligt opmærksom på, når du gennemgår din årsopgørelse.

Selvom et nærstudie af årsopgørelsen næppe er det mest spændende, du kan komme i tanke om at foretage dig, er det alligevel en rigtig god ide at bruge lidt tid på at sikre, at du fx har fået alle fradrag med. Heldigvis kommer Jeanette Kølbek dig her til undsætning med syv gode råd.

Registrer din brug af servicefradraget i 2023

Du kan allerede nu registrere, hvis du har gjort brug af servicefradraget i 2023. Servicefradraget giver mulighed for at fratrække op til 6.600 kr. pr. person for arbejdslønnen. Materialer til at udføre ydelsen kan ikke fratrækkes. For en husstand med to voksne, der fx har fået passet børnene, udført havearbejde, pudset vinduer eller fået hjælp til rengøringen, vil der være op til ca. 3.400 kr. at spare i skat.

Det kan derfor godt betale sig at finde regningerne for 2023 frem, tjekke om serviceydelserne er fradragsberettigede og få indtastet på Skat.dk. Du kan indtaste det her.

Vær opmærksom på, at arbejde udført i 2023 skal være betalt senest 28. februar 2024, for at du kan få fradrag i 2023. Betales det senere i 2024, får du fradraget i 2024.

Kørselsfradrag

Har du mere end 24 km til og fra arbejde, svarende til mere end 12 km hver vej, er du berettiget til at få kørselsfradrag. Det gælder selvfølgelig kun de dage, hvor du skal møde op på arbejdspladsen, og ikke de dage, du eventuelt arbejder hjemmefra. Du kan beregne dit kørselsfradrag her.

Du skal selv registrere kørselsfradraget for at få det med på din årsopgørelse. Det gælder også selv om du tidligere har forskudsregistreret et kørselsfradrag.

Investering

Handler du ganske almindelige børsnoterede aktier og investeringsforeninger, indberetter den bank eller handelsplatform du anvender automatisk alle handler. Det samme gælder, hvis du har en aktiesparekonto. Skattestyrelsen beregner på den baggrund et forslag til gevinst eller tab.

Det er dog ifølge Jeanette Kølbek altid en god idé selv at regne efter. Er værdipapirerne købt før 2010, eller har du fx aktier opbevaret i et depot i udlandet, er der grund til at være ekstra opmærksom. Det samme gælder, hvis du ejer unoterede aktier, der ikke bliver handlet på et reguleret marked. Her skal du selv beregne gevinst eller tab, og oplyse det på årsopgørelsen.

Ejendom i udlandet

Ejer du en ejendom i udlandet, og er der et lån i ejendommen, skal du være opmærksom på, at rente- og bidragsudgifterne til boligen ikke automatisk kommer på årsopgørelsen. Glemmer du at oplyse udgifterne på årsopgørelsen mister du fradraget – og det kan med de seneste års stigende renter blive en dyr fornøjelse.

Bidrag til velgørende organisationer

Har du givet gaver eller bidrag til velgørende organisationer, er det muligt at opnå fradrag. Forudsat at du har oplyst dit cpr-nr. i forbindelse med bidraget til den velgørende organisation, så vil bidraget fremgå af din årsopgørelse. I 2023 kunne man få op til 17.700 kr. i fradrag pr. person, hvilket giver en skattebesparelse på ca. 4.600 kr.

Listen over godkendte foreninger findes her.

For meget indbetalt på pensionsordning?

Du kan opleve, at der øverst på årsopgørelsen står ”Vær opmærksom på”. Det kan fx skyldes, at du har indsat for meget på din ratepension, og derfor ikke har fået fradrag for hele indbetalingen. I de fleste tilfælde er det sket på grund af jobskifte i løbet af året, hvor der er flere arbejdsgivere og pensionsopsparinger, eller hvis du har valgt at lave en ekstra indbetaling på en privattegnet ordning.

  1. I det tilfælde kan du kontakte din bank eller pensionsselskab og :
    Få det overskydende beløb udbetalt
  2. Opnå fradrag for indbetalingen ved at overføre det overskydende beløb til en fradragsberettiget livrente. Deadline for at få det ændret er 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Det for meget indbetalt beløb skal altid overføres til pension med samme status – altså privattegnet til privattegnet ordning og arbejdsgiveradministreret til arbejdsgiveradministreret ordning.
  3. Lade beløbet blive stående på ratepensionen, og dermed ikke få fradrag for indbetalingen i det år, du indbetaler. Når pengene senere skal udbetales, kan du ved at dokumentere det manglende fradrag, undgå at blive beskattet af beløbet.

Indbetal din restskat frivilligt

Har du restskat, hvis fx kapitalindkomst eller aktieindkomst er større end forventet, eller fradragene er mindre end forudsat i forskudsregistreringen, kan det være en fordel at betale restskatten hurtigst muligt.

Restskat, som betales senest 1. juli 2024, tillægges et rentetillæg på 5,5 % pr. år. Vælger du at skubbe betalingen til efter den 1. juli, vil du komme til at betale en tillægsprocent på 7,5 pct. af restskatten.

Renten på restskat er ikke fradragsberettiget, så de 5,5 %, svarer reelt til en fradragsberettiget rente på 8,2%. Det er derfor en god idé at indbetale, når du kan, og ikke først, når du skal.

Restskatten kan indbetales på skat.dk – klik her.

Til sammenligning er renten for overskydende skat for indkomståret 2023 0,8%. Det er således meget dyrere at skylde penge til Skat, end at have penge til gode.

Det kan være svært selv at beregne præcis, hvor meget du skylder i skat, men der er ingen skade sket, hvis du indbetaler for meget. Så får du senere beløbet retur.

Model.Name photo

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Relaterede Artikler